Pilgrimsvandring fra La Verna til Assisi, Italien

September 2015

En pilgrimsvandring på syv dage fra La Verna til Assisi

- der bliver plantet et frø af “Ja, vi gjorde det”

Vi starter vores vandring med morgenmesse hos franciskanerne i klosterets basilika i La Verna, som ligger gemt i bjergene. Derefter vandrer vi med godt humør ud i bjergene i Toscana for at ende vores vandring syv dage senere til messe i den hellige Frans’ Basilika i Assisi i Umbrien. Denne start og slut “indpakker” turen i hellige bånd og sætter smukke spor i os. Der bliver sået et frø af “Ja, vi gjorde det”.

Vores vandring er delvis afmærket med det gule Tau kors og gul/blå symboler påmalet i landskabet. Hele vandringen foregår over 7 dage med 27 km i gennemsnit. En vandring på ca. 190 km.
Vi er 4 pilgrimsrejsende. Det er første gang vi har følgeskab af to unge kvinder, der ovenikøbet er søstre. Begge har de brug for et afbræk i hverdagens rutiner. På forhånd har de helhjertet sagt ja til at lave en blanding af meditations ́ og bønspraksis undervejs. Det bliver til 2 x15 minutter, som udføres gående. Det viser sig at være et godt redskab og bringer mange forskelligartede diskussioner undervejs, såsom hvad er Gud for en størrelse og hvad er bøn/ meditation godt for. De unge kvinder ville gerne have fortsat deres vandring ved rejsens ophør eftersom de nu har gået sig varme. Vibeke, mor til 3 børn, fortæller at for hendes vedkommende, har hun efter hjemturen ikke bare kunne erstatte turen med noget andet, da friheden nu er blevet begrænset ved hendes daglige rutiner. De vaner som er så indgroede og svært at bryde og var årsagen til at vandre. Det er et skisma. 
Man presser sig frem til erkendelser på kortere tid og på en god måde.

Hun fortæller endvidere at man på en måde presser sig frem til nogle erkendelser på ganske kort tid i modsætning til at gå derhjemme i den samme trummerum. Man presser sig selv på en god måde. På en vandring af denne karakter, hvor det både er udfordrende, tidsbegrænset af syv dage og også en anderledes rejseform end normalt, så når man at smage på livskvaliteter, som kan have været udenfor rækkevidde på hjemmefronten, såsom frihed. Friheden til at være mere sig selv.

Der er ligesom at være hovedpersonen i et eventyr. Man bestemmer selv indholdet, men de trygge rammer er sat.
På denne rejse, er det nu blevet muligt at fordybe sig i nogle forsømte område i sit liv, som man går og tumler med, men ikke har haft “tid” til at få overblik over. Samtidigt er det muligt 
at få sat ord på sine tanker i selskab med andre medrejsende. Det er bare så unikt at vandre, se på smukke landskaber, møde en anden kultur, og hvor solen for det meste er fremme og intet er velkendt på forhånd. Vi har hinanden, vi kan gå for os selv selvom vi er et team. Vi er velvidende om at der venter et sted for natten, en god seng, et bad og noget godt at spise. Der er ikke andre forventninger end dem man selv gør sig. Der er ligesom at være hovedpersonen i et eventyr. Man bestemmer selv indholdet, men de trygge rammer er sat.

En helle, et langt frikvarter på syv dage hvor alt er trygt.
Det kan også beskrives som en slags “helle”, et frikvarter på syv dage hvor alt er trygt, men alligevel udfordrende på en berigende måde, trods vabler og smertende skuldre, lænd og ømme muskler. Bare det at gå 27 km, er med til at sætte energi-flowet i gang på mange planer og man tænker helt klart og anderledes og nogen gange er man bare så dejlig tanketom. Rejsen er enkelt og befriende. Der er derfor nogle gange at man oplever tristhed efter hjemturen. Turen kan opleves som en “brat opvågning”

Et frø er sået, og det har sin egen tid før det begynder at slå rødder
Det kan være en udfordring, og alligevel er det noget som mellemtiden allerede har sat sine præg. Et frø er sået og det vil begynde at spire, måske ikke så synligt i starten, men som altid skal have sin egen tid til at gro. Der er kun få betingelser for at tage på sådan en vandring og det er, at man på forhånd siger ja, - helhjertet - til at ville gennemføre den på bedste måde og forsøge at have et forholdsvis åbent sind og hjerte. Resten kommer af sig selv.

Med venlig hilsen

Lilian Arendal Jensen, pilgrimsrejsende

Link til billedserie: Fra La Verna til Assisi .

page2image9624
En pilgrimsfærd i Cornwall, Sydengland

Juli 2014

Et stykke af himlen på jorden i Cornwall - Sydengland

Foto: Holywell, Cornwall (juni 2014) af Lilian Arendal Jensen

 

En pilgrimsfærd er mere end blot at besøge helligsteder og have religiøse hensigter 

 

En rejse langs Cornwalls kyster på SWCP (South West Coast Path) er sprængfyldt med guddommelige juveler. Det at foretage en pilgrimsfærd blev mere tydeliggjort for mig ved denne tur. Det handler ikke kun om at gå efter eller at være på religiøse steder, men at opdage at hver en plet man ser på, går på, smager på, hører på eller mærker på, allerede har det guddommelige iboende i sig. Det er vældigt healende for sjæl og krop at gå langs det salte hav og den blomstrende flora, langs Cornwalls kyster, der forsøger at overgå nuancerne på himmels regnbuer. 

 

Perler i landskabet langs Cornwalls kyster 

 

Solen står højt på himlen og vogter over jordens skabninger. Dens stråler smelter og former nye hjerter. Sanglærken forsøger at efterligne denne kunst ved at svæve højt på himlen og sprede sine smukke toner medens den vogter over sine unger i reden.  I baggrunden kaster havets sine turkisgrønne farver i alle retninger. Ind i mellem mødes himmels regndråber, og havets vand og danner regnbuer når solen leger med. 

Sommerfuglelarver falder ned på smalle vandrestier og nænsomt forsøger jeg at træde udenom samtidig med at jeg passer på med at træde skævt på sten og skråninger. 

Jeg ved en lærkerede, jeg siger… at Cornwall byder mig mange øjeblikke hvor tiden bliver slugt af en tidslomme. Omkranset af en østersskal! Jeg befinder mig fjern fra dagligdagen og naturen udfolder sig lige for øjnene af mig. Rundt om den næste kurve i landskabet træder jeg ind i en af landskabets mange østersskaller. Det er som om tidevandet synliggør og åbenbarer dens perle. Hvide smukke huse, nogle bygget af granitsten med indlagte egetræsbjælker, farvede vinduesrammer og skiffertage. Der er stengærder der bliver holdt nede af mangfoldige blomster og planter såsom stenplanter og mos, og sommerfugle flyver i zikzak som om de fløj på vandrestien langs kysten. Der hænger potter og planter fra husene, der dufter af byens liv. Fiskerbåde som ligger på land på grund af ebbe. Mågerne skriger og bader i tidevandslommer, og de bygger reder i gamle efterladte både. Der strømmer vand ned gennem byen fra bjergene og ud i havet. Det er frodigt og der er meget smukt alle vegne.  Her bor glade og meget gæstfrie mennesker. Jeg er forsvundet for en stund i denne tidslomme. Næste dag forsvinder jeg med tidevandets, som sletter mine spor og fører mig videre ad kyst-stien med det gule agern, som er stiens ledetråd til næste perle. Sandelig ”Avalon” eksisterer, men det eksisterer kun hvis du har dét i dig. Den magiske kraft som Cornwall vogter over og som må søges for at det åbenbarer sine hemmeligheder. Jeg ved … hvor landskabets perler ligger og jeg siger ikke mere. Dette er en bid af Cornwall– smukke Cornwall, som kun kan begejstre.  

 

Englændere læser dig som en åben bog

 

Ofte i spirituelle termer tales der om det 3. øje. Det får én til at tænke på at englændere mestrer dette fænomen, det 3. øje. De kender dine behov og de elsker at gøre det bedste for dig. Det er som om englændere kan læse dig som en åben bog og ”øjner” med det samme dine eventuelle ”ubalancer” og forsøger at hjælpe dig på rette ”vej” igen, specielt hvis du står med et kort i hånden eller ligner en fortabt sjæl. 

 

Ingen pilgrimsfærd er mere guddommelig end den anden 

 

Det er ikke sidste gang jeg sætter mine ben i det sydlige Englands herligheder. Jeg vil absolut anbefale en sådan pilgrimsfærd, på samme måde som jeg vil anbefale at gå i Frans af Assisis fodspor fra La Verna til Assisi i Italien eller Via Francigena fra Lausanne i Schweiz til Roma i Italien. Alle har de noget forskelligt at byde på ligesom Caminoen i Spanien og ingen af dem er mere eller mindre guddommelig end de andre i mit himmelske univers. 

 

Postkort fra en pilgrim på rejse i Cornwall 

Lilian Arendal, www.lilian-arendal.dk 

 

Læs også: Pilgrimsrejser

I Frans af Assisis fodspor, pilgrimsrejsende til Assisi, Via Francigena

Februar 2014

Pilgrimsliv i nærværets kraft

Hjertet som vejviser                                                                                                                        af Lilian Arendal. Foto: Eremo delle Carceri (juli 2013)

- “Nærværet er ikke til at komme udenom som pilgrimsrejsende. Det er nærværet som gør alting så levende, spændende og udfordrende. Efterhånden som én bliver mere bekendt med essensen af nærvær, mærker man at hjertet er med én i alt det man gør”-

Efter endt pilgrimsvandring fra Lausanne til Rom ad vejen “Via Francigena” er jeg tilbage i Danmark. Turen “Via Francigena” tager min søster og mig 42 dage. Vi har prøvet at vandre sammen før. Vi har fået en del erfaringer sammen. Vi støtter hinanden så godt, at vi ikke behøver at sige så meget til hinanden. Der opstår et samspil på sådan en rejse. En rejse, hvor der til tider er lange og hårde strækninger. Vi kender til betingelserne som pilgrimsrejsende. Det at vi er to, gør turen mere afslappende, og sammen opbygger vi en tillid til at alt er som det skal være, og tillid til hvad vi møder på vores vej. Overnatningsmulighederne er vidt forskellige. Vores pilgrimspas er et must for at få ly for natten ligesom vand og tørret frugt er det for dagens fysiske krav.  Vi starter i maj. Vi starter i det skønne forår i Schweiz og går mod varmen og dermed mod sommeren i Italien. Jo varmere der bliver, des tidligere bliver vi nødt til at stå op for at gå. Hvis vi skal gå meget lange strækninger, står vi op kl. 5. Men før alt andet må vi forbi den nærmeste bar for at få en dejlig varm double cafe latte og spise croissanter med syltetøj. Det er livet at gå i friheden, at gå i afvekslende terræn i den vidunderlige natur.  Hvert skridt der bliver taget, er altid ukendt og det bevirker at vi hele tiden er på vej mod nye eventyr. Vi er hele tiden opmærksom på omgivelserne. Vi ER. Vi oplever verden med alle vores sanser, og det er som om at hjertet ler og hopper af glæde.  Nærværet er ikke til at komme udenom som pilgrimsrejsende. Det er nærværet som gør alting så levende, spændende og udfordrende. Efterhånden som én bliver mere kendt med essensen af nærvær, mærker man at hjertet er med én i alt det man gør.
Det er skønt at gå med sin søster, men der er noget som kalder i mig. En opfordring til at gå alene presser sig på. Da jeg har tid tilbage af min orlov tænker jeg på at gå alene på en ny pilgrimsrejse i Italien. Det er en stor udfordring at gå alene, da jeg ikke taler italiensk, fransk eller spansk. Det er kun mulig at kommunikere med mig via kropssprog, meget få italienske gloser og på engelsk. Men italienerne er ikke gode til engelsk. Når vi rejser to sammen opstår der tryghed, men alene. Er det muligt? Kan jeg finde ud af det? Jeg er 51 år og har ikke længere ungdommens ben. Men på den anden side. Jeg har jo lige gået 1200 km. Det må prøves. Jeg vælger at gå fra La Verna til Assisi og måske lidt længere. Jeg vil gå i Frans af Assisis fodspor. Mærke den energi som denne mand har efterladt. Være lige der hvor der engang har gået en stor personlighed. Frans af Assisi.

Efter en lang tur med fly, tog, og bus og med en enkelt overnatning i Arezzo ankommer jeg til La Verna. Der ligger et kloster i bjergene i Toscana, som hedder Santuario Della Verna. Her er mit udgangspunkt.  Mine øjne ser så mange smukke ting, at det føles som om mit hjerte brister da Franciskanermunkene begynder at synge næste morgen til messen kl. 8.  Deres sangstemmer får hele basilikaens luft til at vibrere. Tårerne bliver ved og ved med at strømme. Jeg overbeviser mig selv om, at det er lyden, der har virkning på mig. Alligevel er der andre tanker, som maser sig ind i mit sind. Det kan ikke kun være lyden. Jeg står heroppe i bjergene. Har selv fundet vej til dette sted. Det er da lidt vildt. Måske er der virkelig noget at græde for og over. Jeg kan bare ikke blive mere i nuet, som jeg er i dette nu. Jeg ER - og jeg er meget bevæget.

Den første vandredag er indtruffet. Alene og med en bog med anvisninger af pilgrimsruten som jeg vil følge. Tau-ruten kalder jeg den. Den er afmærket med et gult Tau-kors. Dag ind og dag ud møder jeg udfordringer i de overskønne smukke omgivelser. Det lykkes mig at finde steder for natten at sove. Jeg overnatter forskellige steder, såsom klostre, b&b og hostels. Steder hvor de reklamerer med pilgrims-priser. Jeg begynder at værdsætte alting på en ny måde. Det er at se på verden med øjne hvor skodderne for vinduerne er blevet lukket lidt mere op og mere lys slipper ind. Nogle gang for meget, så jeg intet kan se og bliver blændet.  Det er en tilvænning at møde verden med nye øjne. Essensen af nærvær åbner sig efterhånden som jeg vandrer mod Assisi.  Det er en af de attributter en af pilgrims får. En usynlig men en mærkbar attribut af nærvær.  At blive “vækket” og hevet ud af hverdagens trummerum. Bryde de gamle og måske uhensigtsmæssige rutiner man har haft og få ny inspiration med hjem til hverdagen. 
Efter 13 dage når jeg frem til Assisi og overnatter en ekstra dag for at indånde energien og hvile mine fødder.  En oplevelse som jeg sent vil glemme kommer efter jeg går videre fra Assisi.
Fra Assisi går rejsen videre til Spello. På min vej går jeg forbi Eremo delle Carceri, som er et kloster. Det ligger højt oppe på bjerget Subasio. Jeg går ind i et smukt kirkerum, hvor man kan sidde for at bede. Jeg sætter mig i kirken og forsøger at nå ind i en indre stilhed med fokus på mit hjerte med åndedrættet som mit anker.  Jeg bruger ofte hjertebønnen til det. Efter et stykke tid begynder det at snurre i mit hjerte. Sådan føles det. En vibration af roterende energi.
Nonner kommer ind kan jeg fornemme, selvom jeg har lukket mine øjne. Jeg føler at deres tilstedeværelse løfter energien endnu mere i kirkerummet.  Nogle tyske kvinder kommer. Jeg åbner øjnene lidt på klem og ser at to af dem stiller sig ved et af de åbne vinduer. En fugl begynder at synge og de to tyske kvinder falder i trit med deres sangstemmer. De synger så smukt. Det er nogle meget sensitive øjeblikke. Alt indeni mig åbner sig op mod disse smukke strømme af energier. Det er en strøm af varm kærlig energi. Strømmen bliver forstærket gennem sang. Det er for en uforglemmelig oplevelse. Denne følelse af strøm giver en slags vibration i hjertet, på samme måde som jeg får kendskab til i La Verna. Det kan beskrives som en strøm af varm energetisk vand som flyder ud af mit hjerte! Jeg er bare et menneske og alligevel føler jeg mig overstrømmet i mit indre. Ligesom indefra og ud.  Er det guds kærlighed givet af Helligånden?  Jeg er dyb taknemmelig over disse øjeblikke. På min vej ud af kirken ser jeg en nonne kigge op på mig. Jeg bliver bevæget af hendes udtryk. Hun udstråler en overjordisk glæde. Der er som om hun og jeg er i samklang i lige netop dette korte øjeblik hvor vores øjnes mødes. Lige i dette lille men store øjeblik af at være ét. Nærværenhed og den “hellige strøm” er en tilstand pilgrimsrejsende eller vandrefolket får kendskab til, hvis de er opmærksomme på det indre liv. Jeg møder af til mennesker på min vej, som nikker genkendende til disse oplevelser. Det er altid vidunderlig at møde andre at dele sine oplevelser med. Hvorimod det også er meget modigt at gå alene og opleve sig selv, eller gøre brug af nogle sanser, som længe har været gemt væk.

Læs også: Pilgrimsrejser